Vær med til at styrke anbragte børn og unge, der har brug for en hjælpende hånd.
For anbragte børn og unge kan hverdagen være præget af store udfordringer. Med din støtte kan Børnehjælpsdagen skabe oplevelser og aktiviteter rundt om i hele landet, der styrker deres trivsel og fællesskab. Gennem vores arbejde hjælper vi dem med at udvikle deres styrker, opbygge selvværd og finde glæden i meningsfulde fællesskaber.
Mest populære indsamlinger
Børnehjælpsdagen
Omkring 13.800 børn er i dag anbragte som konsekvens af svigt eller tab, så de ikke kan bo hos deres forældre og få en god og tryg opvækst i hjemmet. Børnehjælpsdagen arbejder året rundt på at vise vores anbragte børn og unge, at de fortjener gode liv. En svær start på livet bør ikke definere et barns muligheder og fremtid.
Børnehjælpsdagens arbejde består af en vifte af tilbud – projekter, camps, samt styrkedage – som anbragte børn og unge kan deltage i over hele landet. Vi arbejder for at styrke deres personlige og sociale kompetencer, så de får bedre forudsætninger for at mestre deres eget liv.
Vi arbejder ud fra den filosofi, at alle unge mennesker – på trods af en svær barndom – har potentialer og ressourcer, som vi kan være med til at folde ud. Vores sigte er derfor at hjælpe anbragte børn og unge til at definere, udvikle og udnytte deres individuelle styrker.
En anden vigtig grundsten i vores arbejde er, at vi stiller krav og forventninger. Vi har en grundlæggende tro på, at anbragte børn og unge kan meget mere, end de selv – og deres omverden – giver udtryk for. Vi oplever, at de ‘vokser med opgaven’, når vi møder dem som ressourcestærke individer og ikke som ofre.